Spanske David de Gea har haft en hård start i Manchester United med flere tvivlsomme præstationer. Senest blev han kritiseret for sin præstation i Uniteds nederlag til Liverpool i FA Cuppen.
De tvivlsomme præstationer fra den unge målmand har betydet, at han har måttet overlade pladsen som førstevalg mellem stængerne til danske Anders Lindegaard. En skade til danskeren betød dog, at De Gea startede på mål i gårsdagens kamp mod Chelsea. Her stod den 21-årige en god kamp og var, med nogle rigtig gode redninger i kampens slutning, medvirkende til at United tog tilbage til Manchester med ét point i bagagen.
På trods af spanierens gode indsats i gårsdagens kamp, stilles der stadig store spørgsmålstegn ved De Geas niveau. Sir Bobby Charlton er dog sikker på, at De Geas potentiale vil opfyldes i sidste ende.
”Jeg har lidt ondt af ham (De Gea). Man bør aldrig have ondt af en målmand, men han er en dygtig skudstopper og er meget modig. Det har taget ham et stykke tid at vende sig til fysikken i engelsk fodbold, men det er blevet en smule bedre nu,” siger Charlton til Manchester Evening News og fortsætter:
”Jeg er slet ikke i tvivl om at han bliver en stor målmand. Jeg er sikker på at Ferguson vi få det bedste ud af ham i sidste ende,”
Også Ferguson selv har roser til overs for hans unge målmand og understreger, at han var meget tilfreds med De Geas præstation på Stamford Bridge.
”Vi kender hans potentiale og vi kender til hans talent. Vi købte ham med det formål at han kunne være vores målmand i de næste ti år eller mere. Det viste han i dag,” siger Ferguson.
”Det handler om erfaring. Han er ikke vant til det engelske spil, og han har haft nogle store udfordringer i form af at håndtere dette. Han gjorde det godt i dag og var langt mere overbevisende i luftspillet end tidligere. Han præsterede nogle store redninger, og jeg er sikker på at han bliver en af de største i fremtiden.”