Manchester United kan i år blive det første hold i England til at genvinde mesterskabet for fjerde år i træk. Og mens Chelseas forspring i den hjemlige liga nu er reduceret til et enkelt point, tog de forsvarende mestre i går et vigtigt skridt mod næste runde i Champions League, da AC Milan blev besejret med 2-3 på San Siro.
Chelsea har i store dele af sæsonen været eksperternes favoritter, men de seneste resultater har været medvirkende til et stemningsskifte i England. Således er end ikke Chelsea-legenden Marcel Desailly i tvivl om, at United er det stærkeste hold i England.
”Manchester United går efter at vinde både Premier League og Champions League i år. Og de er det eneste hold, der efter min mening har kapaciteten til at vinde begge turneringer,” lyder det fra franskmanden ifølge Sport.co.uk.
Desailly mener blandt andet, at sidste års finale-nederlag til FC Barcelona har givet United blod på tanden.
”De led efter sidste sæsons nederlag i Champions League-finalen, og de vil have hævn. De er aldrig bange, når de møder et andet storhold. De har mange rutinerede spillere, der har optrådt i et utal af store kampe, hvilket i sidste ende vil gøre forskellen,” slutter den tidligere europa- og verdensmester.
Manchester United har på lørdag mulighed for at lægge yderligere pres på Chelsea, når de på Goodison Park møder Everton.