Chelseas første besked til Mata: United er udelukket

Chelsea meddelte i første omgang Juan Mata, at han kunne glemme alt om et skifte til Manchester United.

Juan Mata blev lørdag officielt Uniteds dyreste indkøb nogensinde, da han blev hentet i Chelsea for den nette sum af 37,1 millioner pund.

José Mourinho har gennem pressen udvist en forståelse for Matas lyst til at bytte sparsom spilletid ud med en stjernerolle hos en af Chelseas største konkurrenter, men ifølge The Mirror er det spil for galleriet.

Avisen skriver søndag, at Chelsea i første omgang gav Mata besked på, at han under ingen omstændigheder kunne få lov at skifte til United. Det skulle ses som hævn for Uniteds nej til at sælge Wayne Rooney i sommer.

Efter at have sonderet markedet stod det dog klart for Chelsea, at ingen andre klubber var klar til at matche priskravet på de omkring 40 millioner pund. Derfor indledte United via Matas agent forhandlinger med Chelsea, som altså mundede ud i en overraskende handel.

Det forlyder, at Mata også selv har presset godt på for at få skiftet gennemført.

Forrige artikel

Moyes: Mata er den første af mange

Næste artikel

U18: Newcastle snuppede sejren

ANNONCE