Javier “Chicharito” Hernandez er kun 23 år, og med kun en enkelt sæson i Manchester United kan han dårligt beskrives som en veteran. Alligevel føler “den lille ært” sig som en af de gamle på det unge hold.
“Mange af vores spillere er mellem 19 og 21 år, så mig, Evans og Ando, der alle er 23, føler os gamle,” fortæller Hernandez til klubbens TV-station, MUTV.
Manchester United har gennemgået noget af et generationsskifte i den senere tid. Både Paul Scholes, Gary Neville og Edwin van der Sar er gået på pension, og Tom Cleverley (21 år), Chris Smalling (21 år), Phil Jones (19 år), David de Gea (20 år) og Danny Welbeck (20 år) er i stedet kommet ind på holdet.
“De unge spillere løber lige lidt ekstra og vil gerne vise, hvorfor de er på holdet, og det kan kun være godt for os. Samtidig er der en masse spillere med masser af erfaring, og det er virkelig godt,” siger Hernandez.
Holdet, der gav Arsenal noget af en øretæve på 8-2, var blot en smule over 23 år i gennemsnit. I den kamp kom Hernandez på banen som indskifter, og mexicaneren nyder hvert sekund af livet i Manchester.
“Jeg vil gerne fortsætte med at udvikle mig, blive ved med at lære og så bare hygge mig. Forhåbentligt er jeg lige her og siger det samme om 10 år, fordi livet her – at spille for United – er en drøm for mig, og det vil jeg bare blive ved med at nyde, samtidig med jeg arbejder hårdt,” lyder det fra fanfavoritten.