Det er langt fra en dans på roser at være målmand i Manchester United.
Sådan lyder det fra David de Gea, der siden sit skifte fra Atlético Madrid forud for sidste sæson har været udsat for hård kritik.
– Jeg er i en stor klub, hvor der stilles enorme krav til dig. Som målmand er jeg klar over, at dine fejl kan blive blæst op af såvel pressen som fansene. Sådan er det altid for målmænd, uanset hvor du spiller, siger den 21-årige spanier ifølge Football365.com.
Alligevel er presset i Manchester United til at tage og føle på.
– Men det er sandt, at der er endnu større pres i Manchester United. Det er væsentligt større end i Atlético eller på det spanske U21-landshold, forklarer de Gea, der dog ikke lader sig slå ud af de høje krav.
– Jeg nyder udfordringen, for det gør, at du altid stræber efter at yde 100 pct.
Anders Lindegaard har vogtet buret de tre sidste kampe for United, da de Gea har døjet med smerter i en af sine visdomstænder.