David de Gea kom til Manchester United i sommer som det helt store målmandstalent for 18.9 millioner pund, men har efterfølgende ikke sikret sig 100% kontrol over førstemålmandsposten på Old Trafford.
Hen over nytår så det ud til at Anders Lindegaard havde erobret denne plads, men så blev danskeren skadet og det gav igen plads til David de Gea, som med sin fantomredning i søndagens sejr over Chelsea har skabt ny støtte blandt Uniteds fans.
“Jeg er fast besluttet på at blive i Manchester United i mange år. Jeg håber at jeg kan blive en stor målmand hos United og dermed gøre mig fortjent til respekt. Jeg vil hjælpe United med at skrive historie,” siger David de Gea ifølge ESPN.
Mens Anders Lindegaard allerede ved skiftet til Manchester United for et år siden slog fast, at “han ikke var kommet til United for at pille næse”, så gik 3. målmanden Ben Amos ind i den verbale kamp om målmandsposten i går, da han udtalte at han så den være hans om fem år.