De Gea overvejede skifte

David de Gea var dagens mand i weekendens sejr over Everton, men det har ikke altid været en dans på roser for den spanske keeper.

David de Gea var med flere fantastiske redninger manden bag Uniteds vigtige sejr i søndags mod Everton. Et par sublime redninger kort før tid, og straffesparksredningen var nogle af højdepunkterne for spanieren.

Men det har ikke altid været nemt for de Gea i United. En hård start og massiv kritik påvirkede ham, og han indrømmer da også, at han overvejede at skifte.

– Det er svært når man modtager så meget kritik som jeg gjorde. Men jeg forblev stærk og fokuserede på det positive. Starten var meget svær for mig og min familie, men som spiller i United er det normalt at modtage kritik når man ikke spiller godt nok, siger de Gea.

Er blevet mere moden

Men i stedet for at kaste håndklædet i ringen og give op, valgte de Gea at kæmpe. Og den spanske målmand har nu vendt modgang til medgang, og føler sig klar til alle udfordringer.

– Når man oplever dårlige tider må man udvikle sig. Man må blive stærkere for at klare det, og jeg føler jeg er meget stærkere nu. Jeg er meget bedre, siger de Gea, der samtidig hylder den nye målmandstræner Frans Hoek.

– Frans har hjulpet mig meget. Vi arbejder med alle aspekter og fokuserer meget på at starte spillet nedefra. Jeg synes jeg spiller det bedste fodbold i min karriere lige pt, og føler mig klar til det hele, siger David de Gea.

Forrige artikel

- United mangler Queiroz

Næste artikel

Studie: City-triumf gjorde Manchester til fodboldby

ANNONCE