De Gea på toppen efter sejr

Den spanske målmand med de kampafgørende redninger, var fuld af selvtillid efter gårsdagens 2-1-sejr over Everton. En af de bedste kampe i hans karriere, mener De Gea.

Søndag eftermiddag var en speciel kamp for Manchester Uniteds spanske målmand. David De Gea blev kåret til “man of the match”, efter flere verdensklasseredninger sørgede for en United-sejr på 2-1. 

Og søndagens mand i skysovs lægger da heller ikke skjul på, at kampen betød meget for ham. Det fortalte han efter kampen til MUTV.

– Det var en af de bedste kampe i min karriere for Manchester United, og jeg er virkelig glad for mine redninger, sejren og på holdets vegne, siger den spanske spraldemand, som særligt var glad for det reddede straffespark.

– Jeg havde kigget på hans (Baines, red.) straffespark inden kampen, men nogle gange skal du også have heldet med dig. Jeg besluttede mig for at springe til højre og reddede straffesparket.

– Det er tre meget vitale og virkelig vigtige point for holdet, for nu er vi i top fire. Vi skal med landsholdene nu, men vi vil komme tilbage og se fremad.

Roser fans og medspillere

De Gea, som om en måned og en dag fylder 24 år, blev efter kampen skamrost flere steder – blandt andet af Louis van Gaal og Luke Shaw. Men for spanieren var der gode præstationer hele vejen rundt, hvor særligt en ung forsvarsspiller fangede hans blik.

– Jeg synes alle redninger fra en målmand er vigtige, men jeg synes også, at bagkæden spillede rigtig, rigtig godt.  Paddy (McNair, red.) er virkelig ung, men utrolig rolig, god på bolden og stærk. Jeg synes han og Marcos (Rojo, red.) passer rigtig godt sammen.

I gårsdagens kamp kom Radamel Falcao på måltavlen for første gang for United, mens Angel Di Maria scorede sit tredje mål i fem kampe. Og de to nyankomne spillere bliver meget vigtige for “de røde djævle”, mener deres spansktalende holdkammerat.

– Når vi skriver under med en spiller som Di Maria, føler holdet sig mere sikkert med ham foran dig. Han er en klassespiller, der vil score mange mål.  

– Jeg håber det er det første af mange mål for Falcao. Han har mål i årene og et dræberinstinkt. Forhåbentlig vil han score en masse flere, slutter den glade spanier af.

Søndagens kamp var De Geas 101. af slagsen for “de røde djævle” i Premier League.

Forrige artikel

Kampe flyttet i december

Næste artikel

Paddy McNair skadet - Ude i 3 uger

ANNONCE