De Ligt nærmer sig comeback, men møder nye udfordringer

Matthijs De Ligt er ude med en skade i ryggen der har holdt hollænderen ude i hele 3 måneder. Nu kan han snart vende retur, men comebacket er ikke bare uden problemer.

Matthijs de Ligt har ikke spillet siden 30. november, hvor han var med i 2-1-sejren ude mod Crystal Palace. Denne kamp var desuden under ledelse af den daværende United-manager Rúben Amorim.

En rygskade satte ham på sidelinjen, og hvad der først lignede et kort fravær, har nu holdt hollænderen ude i tre måneder.

Efter Palace-kampen meldte Amorim ellers, at han forventede at have stopperen klar til den efterfølgende udekamp mod Wolves. Sådan gik det ikke. Siden er tiden gået – og De Ligt er stadig ikke tilbage.

Hverken Darren Fletcher eller Michael Carrick har siden kunnet sætte en konkret dato på comebacket. Carrick har afvist, at der har været tale om et decideret setback, men har samtidig erkendt, at skadens præcise omfang har været vanskeligt at fastlægge. For en måned siden lød meldingen, at De Ligt formentlig ville være ude et par uger endnu. De uger er for længst passeret.

Nu nærmer han sig dog et comeback, og meget peger på, at han kan være tilbage i kamptruppen inden for den næste måned. Men situationen er markant ændret siden sidst.

Under Amorim spillede United med tre i bagkæden, hvor De Ligt var den centrale dirigent. Under Carrick er systemet lagt om til en firebackkæde, og her har særligt Harry Maguire og Lisandro Martínez markeret sig stærkt. Samtidig har Leny Yoro rejst sig efter en svær start og spillet sig tættere på startopstillingen – blandt andet efter en stærk præstation, da han blev skiftet ind mod West Ham.

Når De Ligt er helt klar igen, er der altså ingen garanti for en direkte billet til startelleveren.

Skriv et svar
Forrige artikel

Medie: Onana nægter at give op

ANNONCE