(Photo by Visionhaus/Getty Images)
Et af de få lyspunkter for Manchester United i denne sæson har været opblomstringen af klubbens unge ivorianer, Amad. Amad har nemlig ikke kun spillet sig på holdkortet, men også i hjerterne på Manchester Uniteds fans, samtidig med at han har udviklet sig til en af holdets vigtigste offensive spillere.
Derfor er det et stort tilbageslag for Manchester United, at Amad har pådraget sig en alvorlig ankelskade i træning og derfor sandsynligvis må sidde ude resten af sæsonen.
Mens andre store profiler som Mainoo, Ugarte og Martinez også alle sad ude med en skade i gårsdagens kamp mod Tottenham, var det Amad, som mange savnede i anden halvleg, da Manchester United skulle forsøge at stjæle point på Tottenham Hotspurs stadion.

For selvom store dele af førsteholdstruppen er ude med skader, er det Amads fravær, der vil kunne mærkes mest – i hvert fald hvis man ser på Manchester Uniteds målinvolveringer.
Amad er nemlig den Manchester United-spiller, der har været involveret i flest mål i denne sæson, og sammen med Bruno Fernandes er han Uniteds klart vigtigste offensive spiller målt på mål og assists. Det er endda på trods af, at han flere gange har optrådt som højre wingback i Rúben Amorims system.
Tallene taler for sig selv
Amad har været involveret i 43 procent af Manchester Uniteds mål denne sæson, tæt fulgt af Bruno Fernandes, der har haft sidste eller næstsidste fod på 39 procent af holdets mål.
Derfra er der et markant fald til de næste på listen.
Den tredje mest målinvolverede spiller kommer vi heller ikke til at se mere til i denne sæson. Det er nemlig Marcus Rashford. Med fire mål og én assist har han været involveret i 18 procent af holdets scoringer – en markant forskel fra de to øverst på listen.
Herefter finder vi Garnacho og Zirkzee på listen, mens Lisandro Martinez har overgået langt mere offensive spillere som Højlund og Mainoo.
Kun 28 Manchester United-mål er det blevet til i denne sæson. Derfor må tabet af Amad og de mål han har scoret ikke undervurderes.
For kun fire hold har scoret færre mål end Manchester United i Premier League, og mens klubben har nu mistet sin største offensive trussel, er det svært at se, hvem der skal løfte ansvaret og levere målene i hans fravær.

Argumentet her er naturligvis ikke, at Manchester United vil score 43 procent færre mål resten af sæsonen uden Amad – forhåbentlig ikke.
Men tabellen illustrerer tydeligt, hvor vigtig Amad har været for Uniteds offensiv sammenlignet med andre nøglespillere i Premier League.
Det er dog ikke kun Amads offensive kvaliteter, der vil blive savnet. Defensivt har han også været blandt de bedste, når man sammenligner ham med andre kantspillere og offensive midtbanespillere. Her springer særligt antallet af interceptions og tacklinger i øjnene. Derudover vinder han 86 procent af sine defensive dueller og imponerende 93 procent af sine luftdueller.
Samtidig har hans presspil og evne til at vinde bolden tilbage højt på banen været afgørende for Manchester United under Rúben Amorim.
Hvem hviler det offensive ansvar på?
Med Amad ude og flere midtbaneprofiler skadet kan Bruno Fernandes – Uniteds næstmest målinvolverede spiller – blive tvunget til at spille dybere på midtbanen, som vi eksempelvis så ham gøre det mod Tottenham. Det vil sansynligvis kun svække Manchester Uniteds offensiv yderligere.
Samtidig har klubben valgt at udleje Marcus Rashford og Antony uden at hente en erstatning i januar. Det offensive ansvar hviler derfor nu på Højlund, Zirkzee og Garnacho, som endnu ikke har leveret stabilt i Premier League – Højlund står eksempelvis kun noteret for to mål i 19 kampe.

Dermed kan Rúben Amorim blive tvunget til at vende blikket mod akademiet i jagten på en løsning på Uniteds offensive problemer. Men at placere ansvaret for en af verdens største klubbers offensive problemer på skuldrene af den 17-årige Chido Obi kan risikere at gøre mere skade end gavn for hans udvikling.
Ikke desto mindre kan debutanten fra kampen mod Tottenham vise sig at være en gamechanger. Garnacho, Zirkzee og Højlund har i øjeblikket få konkurrenter, der ånder dem i nakken og kæmper for at få deres startpladser. Dermed har Amads skade ikke kun gjort ondt på hans ankel, men også den interne konkurrence på holdet. Noget Chido Obi måske kan rette op på.