Di Maria glæder sig til storkampe

Manchester Uniteds rekordindkøb er ikke i tvivl om, at holdet vil gøre alt, hvad der står i deres magt for at sikre sig den Champions League-givende top fire-placering.

Efter at have måttet sidde over med karantæne i weekendens sejr over Tottenham, er Manchester Uniteds rekordindkøb, Angel Di Maria, atter i spil til en startplads, når “de røde djævle” drager til Anfield på søndag.

Den argentinske offensivspiller slår inden braget om fjerdepladsen med Liverpool fast, at han selv og resten af klubben er mere end stålsatte på at komme helskindede igennem et travlt program, hvor både City og Chelsea venter kort efter søndagens opgør.

– Vi er allesammen klar over, at der venter nogle virkelig store kampe rundt om hjørnet, og at de vil blive afgørende for vores sæson, siger argentineren til klubbens officielle kampmagasin, United Review.

– Vi ved alt om de forestående kampe og vi har tænkt over dem, og talt om dem i et godt stykke tid efterhånden. Vi ved, at alt vil være på spil over den sidste del af sæsonen her. 

Det kunne ikke være tættere i kampen om Champions League-pladserne. Foruden Chelsea, som har lagt sig suverænt i spidsen med 64 point, kan hverken City (58), Arsenal (57), United (56) eller Liverpool (54) føle sig sikker på en top fire-plads.

Med sejr på Anfield på søndag, vil klubben have skabt et hul på seks point ned til forfølgerne fra Merseyside. Omvendt kan Rodgers’ tropper overhæle United indenom, hvis de tager alle tre point. En alvor klubben er helt klar over, siger Di Maria. 

– Alle i klubben tror 100 procent på det – vi ved, at vi for alt i verden vil tilbage i Champions League, og vi er klar til at kæmpe for det.

– Vi vil kæmpe hårdt helt indtil slutningen af sæsonen. Som jeg kender klubben, så vil United altid kæmpe helt til det sidste – og det er det, vi har tænkt os at gøre.

Angel Di Maria har været involveret i 21 kampe indtil videre denne sæson med fire scoringer til følge. Han har dog ikke fundet bagsiden af nettet siden 4. januar, i 2-0 sejren over Yeovil Town.

Sidst “de røde djævle” fik point med fra Anfield var 23. september 2012, hvor United vandt 2-1. I indeværende sæson blev det til 3-0 i opgøret på Old Trafford. 

Forrige artikel

Young: LVG forbedrer spillere

Næste artikel

Irwin: Blind en nøglespiller mod Liverpool

ANNONCE