Manchester United fik lørdag en spillemæssig oprejsning, da de på hjemmebane slog Burnley med 3-0 efter en flot anden halvleg. Dermed holder de trit med førerholdet Chelsea.
Mest bemærkelsesværdigt var, at de engelske mestres nyerhvervelse Mame Diouf blev noteret for sit første mål. Således passerede han en fremstormende Brian Jensen i Burnley-målet på et følt hovedstød udenfor feltet.
Senegaleseren var da også tilfreds med sin debut.
”Det føltes godt. Jeg spillede og scorede, og holdet vandt, hvilket er det vigtigste. Jeg er glad på holdets og mine vegne,” udtaler Diouf ifølge Manchester Evening News.
Den tidligere Molde-spiller indrømmede dog samtidig, at han til at starte med var meget nervøs.
”De første to-tre minutter var jeg meget nervøs. Men efter det har man kun fodbold i tankerne. Når man er på banen, glemmer man alle menneskerne og koncentrerer sig om at gøre sit arbejde,” slutter Diouf.
Sir Alex Ferguson var efter kampen ude og rose Diouf, og ifølge Manchester Evening News vil han være at finde i startopstillingen, når United i morgen gæster Manchester City i Carling Cup-semifinalen.