Manchester United-forsvaret var udmærket organiseret i gårsdagens kamp. Fulham skabte ikke mange store chancer, og ser vi udelukkende på statistikker og afslutninger mod mål, var Manchester United det bedre hold på banen.
I løbet af de 120 minutters fodbold endte London-holdet nemlig kun med en expected goals på 0,85, og inden hjørnesparket i første halvlegs afslutning havde udeholdet endnu ikke haft en afslutning inden for målrammen.
Derfor er det ekstra frustrerende, at Manchester United bliver ved med at indkassere mål efter standardsituationer, spilsituationer hvor forsvaret har lang tid til at organisere sig sammenlignet med alle andre spilsituationer.
Problemet er stort, og Manchester United viser ingen tegn på forbedring.
Manchester Uniteds problemer på standardsituationer
I 2024 indkasserede Manchester United 17 mål efter standardsituationer – det højeste antal registreret i klubbens historie. Men selvom boldene hagler i nettet efter standardsituationer, ser det ikke ud, som om det er noget, der arbejdes med på træningsbanen.
I 2025 har klubben nemlig allerede indkasseret tre mål efter hjørnespark.
Ser man kun på denne Premier League-sæson, er Manchester United også blandt de dårligste til at forsvare sig ved standardsituationer. Kun Wolverhampton og Southampton er dårligere end Manchester United.
Kilde: Hudlstatsbomb.com
Hele 12 mål har Manchester United indkasseret efter standardsituationer i denne Premier League-sæson. Til sammenligning har holdet indkasseret 39 mål i alt.
Dermed er næsten en tredjedel af de mål, klubben har indkasseret i denne sæson, sket efter standardsituationer.
Bedre på offensive standardsituationer
Ser vi på de offensive dødbolde, ligner det i grove træk, at tabellen er blevet vendt på hovedet. Det er altså de hold der lukker færrest mål ind, som også scorer flest mål efter standardsituationer. Dog er Manchester United placeret i den mere positive ende her.
Rúben Amorims tropper har scoret otte mål efter standardsituationer, hvilket placerer dem som den sjettebedste klub i Premier League på offensive hjørnespark.
Imago
Kilde: Hudlstatsbomb.com
Ruben Amorim anerkender problemet
– Vi har lukket tre mål ind på dødbolde i de seneste to kampe, og vi har mange problemer med dødbolde, som vi er nødt til at forbedre. Vi skal gøre det bedre på alle områder af spillet for at vinde kampe.
Sådan lød det fra Rúben Amorim efter nederlaget til Nottingham Forest i december. Men selvom han anerkender, at klubben er nødt til at forbedre sig, har det ikke været tilfældet.
Årsagen skal måske findes i manglen på træningspas – noget Rúben Amorim flere gange har nævnt, at han savner – og andre presserende problemer.
Tallene indikerer i hvert fald, at Manchester Uniteds dødboldstræner, Carlos Fernandes, ikke har haft den nødvendige tid til at løse dødboldsproblemet.