Arsenals manager Arsene Wenger kan se frem til at modtage en undskyldning fra dommernes chef Keith Hackett efter franskmandens udvisning i går.
Med få sekunder tilbage af kampen blev Wenger udvist af dommer Mike Dean for at have sparket en flaske i frustration over, at se sit hold tabe kampen 2-1.
Efterfølgende blev der skabt en scene, da det ikke blev klargjort overfor Wenger hvor han skulle gå hen, hvilket fik franskmanden til at stå demonstrativt på tilskuerpladserne før han blev ført ud i omklædningsrummet.
Selvom udvisningen var helt i orden, så vil dommerforeningen nu undskylde for episoden, da den blev dårligt håndteret og måske kunne have været undladt med så få sekunder igen.
“Selvom det var en korrekt udvisning, så var den helt udenfor kontekst i kampen, og blev fulgt op af al den ballade over hvor Wenger skulle gå hen.
Jeg har snakket med Keith Hackett og han erkender situationen var en fejl og at en undskyldning vil følge,” siger Richard Bevan, som er direktør i managernes fagforening.
Arsenals manager forsvarede efter kampen sig selv:
“Jeg sparkede bare til en flaske vand. Jeg gjorde det fordi jeg var skuffet, ikke fordi jeg mente der ikke var offside.
Fjerdedommeren kaldte dommeren over, som sendte mig ud. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige. Der var 30 sekunder tilbage og jeg vidste ikke hvor jeg skulle gå hen,” sagde Wenger, som desuden mente at han ikke vidste at man ikke måtte sparke til en flaske.