Tre drønvigtige point skulle hentes på Elland Road i Leeds søndag eftermiddag, men med modstandere, som hader en mere end nogle andre, ville ingen før kampen sige, at der var tale om en walkover.
Mærk suset på Old Trafford: Se de bedste rejsetilbud her
Det startede dog godt for Manchester United, da man scorede på noget så sjældent som et hjørnespark. Luke Shaw sendte bolden ind i hovedet på Harry Maguire, der fik fornøjelsen af at score Uniteds første hjørnesparksmål i denne sæson.
Kort før pausen skulle det blive endnu bedre for udeholdet, da Jadon Sancho sendte et indlæg ind i hjertet af Leeds-feltet, hvor Bruno Fernandes stod klar og pandede bolden stensikkert ind bag Meslier i Leeds-buret.
Men så gik det galt. Lynhurtigt. Leeds’ Rodrigo fik bolden i venstre side, og lavede noget, der på forhånd lignede et indlæg, men overplacerede sparket så meget, at det overrumplede og overraskede De Gea i målet og endte i netmaskerne.
Og blot et minut senere mistede United bolden udenfor eget felt, Dan James fik bolden og sendte den fladt ind til Raphinha, der kunne glide bolden ind til 2-2 på det drivvåde græstæppe.
United skulle bruge et kvarters tid på at sunde sig, inden man spillede sig godt igennem ved et kontraangreb. Bolden endte ude ved Sancho i siden, som tog fordel af Freds overlap, og brasilianeren satte bolden usvigeligt sikkert op i nettaget til 3-2.
Successen blev fuldendt koldt inden slutfløjt, da Bruno Fernandes lavede sin bedste Dennis Bergkamp-impression og flickede bolden rundt om en Leeds-mand, sendte bolden ind til Elanga, som sikkert sendte bolden ind til 4-2, og så var kampen reelt afgjort.
Dermed tog United tre livsvigtige point i en forrygende målfest i top fire-jagten i Premier League.