Det er lige på trapperne, at det offentliggøres, at Manchester United sælger Anthony Elanga til Nottingham Forest.
Det vil formentlig altid være vemodigt, når en af Carringtons egne drenge siger permanent farvel, og derfor har Anthony Elanga også skrevet en længere besked om sit farvel til klubben, han har fået sin fodboldopvækst i:
At debutere og spille over 50 gange for førsteholdet, score i Champions League og vinde et trofæ for denne utrolige klub… Hvis du fortalte mig, at alt det ville ske, da jeg ankom til England som 11-årig, ville jeg have været ellevild.
Der er så mange spillere og medarbejdere, der har spillet en stor rolle i at hjælpe med at gøre disse drømme til virkelighed og støttet mig til at udvikle mig til den mand, jeg er i dag. Jeg vil være evigt taknemmelig for hver og en af jer.
Fra det øjeblik, jeg så en kamp fra Stretford End som ung, har jeg vidst, at United-fans er specielle.
Vi vil altid have ‘Rhythm is a dancer’. Det betød alverden for mig og min familie, hver gang vi hørte den sang. Der er ikke nok ord til at takke jer ordentligt for den utrolige støtte.
Det er det rigtige tidspunkt nu til det perfekte næste skridt i min karriere. Jeg er en, der lever for fodbold, og jeg har brug for at være på banen hver uge og gøre det, jeg elsker.
Jeg er 100 % klar til at komme i gang, spændt på det næste og lige så fast besluttet på at lykkes som altid!
Tak @manchesterunited ❤️
https://www.instagram.com/p/CvHYXWOIc24/
Det forventes, at Manchester United tjener 15 millioner pund på den svenske kantspiller.