D. 13. januar 2026 var datoen, hvor man hyrede relativt uprøvede Michael Carrick ind som ny midlertidig træner indtil sæsonens udgang.
Meget er sket siden Ruben Amorim forlod klubben, og Carrick er trådt til.
5 kampe. 4 sejre. 1 uafgjort. 11 mål scoret. 5 mål indkasseret, herunder 2 clean sheets.
Det er statistikken for Carricks første 5 kampe i spidsen for United i denne omgang, og det er tydeligt, at der er kommet flere ændringer indenfor væggene på Carrington.
Lad os tage et kig på nogle af de ændringer, der skiller sig ud.
Ifølge journalist fra “The Athletic”, Carl Anka, så har Carrick ikke været revolutionerende. Han har “blot” tændt lyset i et mørkt rum, hvor han har fjernet kaos. Carrick har bidraget med mere ro i pressen, ingen dramatiske overskrifter, og så har han ikke haft nogle unødige kontroverser.
Hvad siger spillerne?
Det er ikke blot journalisterne, der spotter ændringer.
United-kaptajn Bruno Fernandes stillede efter Tottenham-kampen op til interview, hvor han lagde vægt på, at spillerne har fået mere frihed til at træffe beslutninger.
Bruno Fernandes blev under Ruben Amorim ofte brugt på den centrale del af midtbanen, hvor han havde langt til mål, og hvor United ikke fik spillet på hans spidskompetencer.
Mange fans er stadig dybt forarget over, hvordan portugiseren kunne finde på at spille Uniteds bedste spiller ude af sin bedste position… Ja, jeg er i hver fald.
Anderledes ser det ud nu under Carrick, hvor Bruno er blevet skubbet op på den forreste del af midtbanen, hvor hans kreative evner endelig kan vises frem igen. Det nydes der bestemt godt af til de resterende offensiver, som har hjulpet Bruno til tops på assistlisten i ligaen.
Indskiftninger med effekt
Med Amorim i spidsen i denne sæson blev det til nul scoringer fra Uniteds indskiftere, som allerede på en måned med Carrick er markant forbedret.
I de første 5 kampe under Carrick er det blevet til 3 scoringer fra indskiftere, hvor særligt Benjamin Sesko har skilt sig ud. Vores slovenske 9’er har nemlig stået for 2 af de 3 scoringer.
Denne Sesko-opblomstring kommer ikke ud af ingenting.
Mark Critchley fra “The Athletic” påpeger, at samtalen mellem Carrick og Sesko efter Manchester-derby kan have sat Seskos målstime og selvtillid i gang. En kamp, hvor Sesko ikke kommer på banen, og midt i sejrsjubelen sørger Carrick for at tjekke op på den unge angriber. Critchley mener, at han kunne mærke, at lige netop det øjeblik betød meget for Sesko, som har gengældt med to fine og ikke mindst vigtige scoringer.
Denne håndtering af en ung angriber, der for nyligt er kommet til klubben, og som ikke har startet inde under Carrick endnu, viser, at Carrick tænker på hele truppen.
Tålmodighed betaler sig
Med ethvert trænerskifte er der nogle, der “shiner”, mens andre ryger bag køen.
Leny Yoro har indtil videre trukket det korteste strå i forsvarskabalen og har blot spillet 23 minutter under Carrick. Han fik et ultrakort indhop i slutminutterne af hjemmekampen mod Fulham, da sejren skulle forsvares hjem, og ellers fik han 23 minutter i udekampen mod West Ham i tirsdags.
Og sikke da et indhop.
Yoros fart og evne til at læse spillet i kampens afslutning fremhæves.
Den tidligere Manchester City-forsvarsspiller Joleon Lescott har for nylig været ude og beskrive en eliteforsvarsspillers opgave.
– Indsnævre en angribers muligheder. Ikke nødvendigvis at stoppe dem, men snarere bestemme med dine handlinger, hvad du vil have dem til at gøre.
Netop denne beskrivelse kan kobles på Yoros indsats tirsdag aften.
West Ham-angriber Callum Wilson er én mod én med Yoro, og vores franskmand får dækket vinklen til afleveringen på tværs, samtidig med at han i tide træffer den rigtige beslutning om at føre Wilson ud i en spids vinkel, som gør, at angriberen ikke lukker kampen til 2-0. Sublimt forsvarsspil af vores 20-årige talent, der måske har spillet sig tættere på startopstillingen.
Boldbesiddelse og plads til forbedring
Tirsdagens opgør på London Stadium var den eneste kamp under Carrick, hvor United har haft mest boldbesiddelse. United har ofte mest boldbesiddelse i de kampe, hvor modstanderen stiller sig ned i en lav blok og er tilfredse med at stå lavt. Det medfører også gevaldige offensive problemer, som Carrick stadig har til gode at få løst.
Kun tiden kan vise os, om Carrick og co. får løst opgaven mod de lave blokke, eller om man hiver en ny permanent træner ind, som skal forsøge at få United tilbage til at dominere samtlige kampe.




