Der blev i dag trukket lod til FA Cuppens kvartfinaler, og det faldt ud således, at United hjemme tager imod Harry Redknapps Portsmouth.
Pompey bliver således det fjerde hold, United skal op imod i denne sæsons pokalturnering. De tre foregående, Aston Villa, Tottenham og Arsenal, spiller alle i den bedste række. Faktisk har United i turneringen ikke mødt et mandskab fra en lavere rangerende række, siden man i 2006 trak Wolverhampton i fjerde runde.
Manchester United og Pompey mødtes også i sidste sæsons udgave af FA Cuppen. Her vandt de Røde Djævle med 2-1 takket være to scoringer af Wayne Rooney.
På vej til kvartfinalen har Portsmouth besejret Ipswich, Plymouth og senest Preston North End. Pompey skulle i deres sidste opgør bruge en del hjælp fra Preston, som formåede både at brænde straffespark og score selvmål i overtiden.
Uniteds nok største konkurrent i turneringen, sidste års vindere Chelsea, undgik endnu en gang en modstander fra Premier League. De skal op imod Liverpools overmænd fra Barnsley.
Lodtrækningen til FA Cuppens kvartfinaler:
Sheffield United / Middlesbrough – Cardiff City
Manchester United – Portsmouth
Bristol Rovers – West Brom
Barnsley – Chelsea