Manchester United var klart det bedste hold på banen i aftenens kamp mod Wolverhampton. Men naivitet gjorde, at de røde djævle var meget tæt på at smide en ellers sikker sejr på gulvet.
Sådan lyder det fra Erik ten Hag efter Uniteds 3-4-sejr på Molineux.
– Vi dikterede kampen i en time. Vi burde have scoret til 0-3 og 0-4, men det gjorde vi ikke. Til sidst var det ret naivt. Den måde, vi indkasserede mål på, burde aldrig kunne ske, siger Uniteds manager til TNT Sports.
United fik i sidste ende de tre point efter et fremragende solomål af 18-årige Kobbie Mainoo. Men inden da, havde United både været foran med 0-2 og 1-3. Det irriterer Erik ten Hag, at hans mandskab ikke fik lukket kampen.
– Vi skal tage mere ansvar inde på banen. Vi har så meget erfaring. Vi burde kunne håndtere det, siger den hollandske manager.
Erik ten Hag er glad for dagens vigtige 3-4-sejr, men er på ingen måde selvtilfreds.
– Denne sejr er intet værd, hvis vi ikke også vinder på søndag, afslutter han.
Manchester United møder på søndag West Ham hjemme på Old Trafford kl. 15:00.