11. november 2024 trådte en 39-årig portugiser ind ad dørene på Carrington for første gang.
Han var smilende. Han var selvtillidsfuld. Og han var godt i gang med en tur i mediemøllen som stort set ingen før ham havde været.
Amorim havde gjort klart for alle og enhver, at Manchester United nu skulle have en tydelig identitet, og han havde et system, som han aldrig nogensinde ville afvige fra.
– Selv ikke paven vil få mig til at ændre system, ville han nogle måneder senere blive citeret for.
Men måske blev det første år i sædet – som også blev glohedt undervejs – langt hårdere, end han havde forestillet sig.
En dyr fornøjelse
Efter et 1-3-nederlag på London Stadium var Erik ten Hag blevet fyret bare måneder efter, at han havde fået forlænget sin kontrakt som følge af en FA Cup-triumf.
Manchester United-ledelsen fik rådet bod på deres fejlforlængelse og måtte betale derefter. Dagen efter måtte United atter have den store pengepung op af lommen, for afløseren havde man fundet, og der skulle betales ved kasse ét.
Han hedder Ruben Amorim. Han var det hotteste nye trænernavn i Europa, og ham fløj Manchester Uniteds direktør Omar Berrada til Portugal for at besøge og lave en aftale med. 11 millioner euro kostede det at fririve portugiseren fra sin kontrakt med mesterklubben, men det var ikke det eneste problem.
Amorim var nemlig ikke stor tilhænger af idéen om at smutte før tid, og han så helst, at han overtog holdet i sommerpausen. Hvorfor nu?
Men Berrada gav ham et “nu eller aldrig”-tilbud, og så måtte Amorim bryde med sine principper, pakke sydfrugterne og tage til not-so-sunny Manchester i novemberlandskampspausen.
En godkendt start?
24. november sluttede landskampspausen endelig. Jeg husker særligt, hvordan hver dag føltes længere end normalt, fordi vi var så spændte på at se Amorims idéer i aktion.
Jeg sad på Mols-Linjen, havde købt en tvivlsom kyllingeburgermenu til anledningen, og kunne se Ruben Amorim komme gående ned ad Portman Road med kridhvide sneaks og sandfarvede chinos.
Dårligt havde jeg taget første bid af burgeren, inden Amad fornemt fandt Marcus Rashford, som sendte United foran efter under to minutters spil. “Hvad fanden er det, han har gjort ved holdet?!”, tænkte jeg. Hurtigt kom jeg og United-holdet ned på jorden, for Ipswich fik kæmpet sig tilbage i kampen, som endte 1-1 – og egentlig var Ipswich så gode, at de egentlig burde have vundet.
Men resultatmæssigt var den første tid godkendt. Vi husker særligt en berusende 4-0-sejr hjemme mod Everton, hvor særligt Amad og Joshua Zirkzee brillierede. Senere fulgte en 2-1-sejr på Etihad.
Men så kom juleprogrammet. Og problemer. Mange af dem.
Da fladskærmen gik itu
0-3 mod Bournemouth, 0-2 mod Wolves og 0-2 mod Newcastle (det resultat var værre, end det lyder, tro mig) var facit efter Manchester Uniteds forfærdelige jul.
Spillerne så forfærdede ud, og alt de nye, positive vibes fra Amorims start var forduftet. Nu havde frustrationen overtaget i stedet.
I starten af januar hjalp det, at man tog til Anfield og spillede 2-2 – egentlig skulle man måske have vundet – og kort efter tog til Emirates og ekspederede Arsenal ud af FA Cuppen en mand i undertal. Men United kunne ikke sætte sig op til kampene mod de små. Premier League-statistikken i foråret 2025 taler for sig selv:
Ni nederlag, fem uafgjorte og fem sejre.
Årets første liganederlag var hjemme mod Brighton, hvor han famøst efter kampen gik ned i omklædningsrummet og var så rasende, at han smadrede et tv. Angiveligt var det ikke med vilje. Vi må lade Amorim komme tvivlen til gode.
Ifølge The Telegraph chokerede det spillerne at se sin træner på den måde, men faktisk var der flere, der forstod ham og fik respekt for Amorim.
Maguires pandebrask og en tragisk aften i Bilbao
Til gengæld var der et håb forude i en ellers skrækkelig sæson: Europa League.
United gled igennem gruppespilsfasen med sikre sejre over alt fra Bodø/Glimt, Viktoria Plzen og FCSB, inden man skulle møde Real Sociedad i ottendedelsfinalen. Fordi man var kommet i top-8, havde man skippet 16-delsfinalen.
United fik et 1-1-resultat med hjem fra Spanien, mens et hattrick fra Bruno Fernandes hjalp gevaldigt til, at man relativt sikkert fik ekspederet baskerne ud af turneringen. Det var ikke første gang, de skulle beskæftige sig med Baskerlandet i Europa League-turneringen. Det kommer vi tilbage til.
Først skulle man til Frankrig. Lyon havde startet sæsonen frygteligt, men var begyndt at finde sig selv igen. Særligt den nuværende City-kreatør Rayan Cherki var i topform. Inden kampen havde André Onana kaldt Lyon for “meget ringere” end Manchester United, inden Nemanja Matic, som spillede i Lyon, kvitterede med at kalde Onana for den dårligste keeper i Uniteds historie.
Jeg skal ikke gøre mig til dommer om, hvorvidt det udsagn er sandt, men faktum er, at de to mål, Lyon scorede i 2-2-kampen, var to store drop af camerouneren. Heldigvis for ham blev det hele glemt i returkampen.
Alle kan nok huske, hvor de var, da Alexandre Lacazette i det 110. spilleminut i returkampen på Old Trafford kunne gøre det til 4-2 til Lyon, og jeg forestiller mig, at der nok er en enkelt læser eller to, der havde slukket for kampen på det tidspunkt. Men det skulle man aldrig have gjort.
Fire minutter senere trak Casemiro et straffespark, som Bruno Fernandes scorede på, og i det 120. minut dukkede Kobbie Mainoo op og scorede til 4-4, og så eksploderede Old Trafford. Måske fordi de tænkte, at de kunne tage sejren på straffe? Nej, der var mere i vente.
Bare et minut senere lagde Casemiro et indlæg i boksen – efter han i øvrigt også assisterede Mainoo minuttet tidligere – og bagerst i feltet dukkede Harry Maguire op efter 121. minutter og kunne gøre det til 5-4, og den dag i dag diskuteres det stadig som et af de vildeste comebacks i Manchester Uniteds historie.
Problemet er bare, at det aldrig møntede i noget som helst. Jovist, man slog Athletic Club ud med samlede 7-1 i semifinalen og gjorde sig klar til finalen, men det nyttede ikke ret meget, når man i netop Bilbao på de bolsjestribedes hjemmebane San Mamés nægtede at møde op og nærmest gav Tottenham deres første trofæ i næsten to årtier. Det skulle vi høre så meget for.
En ny stjernetrio og et bombehold
Det blev til en 15.-plads i Premier League og en oplagt misset mulighed for at komme i Champions League, siden man tabte Europa League-finalen.
Der måtte andre boller på suppen i transfervinduet, og det kom der.
Ifølge Daily Mail havde Ruben Amorim været til møde med ledelsen dagen efter finalenederlaget om fredagen, hvor han angiveligt spurgte om lov til at skabe et såkaldt bomb squad. Det fik han.
Han spildte ikke tiden. Da han kom tilbage til Manchester lørdag, råbte han ad Alejandro Garnacho, hvor han sagde “you better that you can find a club to sign you”, og hermed var bombeholdet samlet. De fem udstødte var:
Marcus Rashford – som allerede blev udstødt i januar og sendt til Aston Villa – Antony, Alejandro Garnacho, Jadon Sancho og Tyrell Malacia.
Det lykkedes at komme af med fire af dem. Tyrell Malacia kunne ikke komme til enighed med La Liga-oprykkerne fra Elche og er stadig i klubben.
Imens fik han erstattet offensivspillerne med Brentford-topscoreren Bryan Mbeumo, Wolves-esset Matheus Cunha og Sloveniens svar på Zlatan Ibrahimovic i store, stærke Benjamin Sesko. Til allersidst hentede man også Senne Lammens i Royal Antwerp som erstatning for førnævnte André Onana, der blev sendt til Trabzonspor.
Spillerne havde været på preseason-turné og fortalte pressen, at de føltes som en familie igen, og at de var klar til den nye sæson, hvor spillerne hæftede sig meget ved, at det var en fordel, at de ikke skulle spille europæisk i midtugen længere. Jury’s still out på det udsagn.
Katastrofe i Grimsby
Vi er kun 11 dage inde i november. Men det er, som om der allerede kan skrives en bog om 2025/26-sæsonen, hvor hvert kapitel har hver sin unikke fortælling.
Første kapitel fandt sted 17. august i Premier Leagues første spillerunde på Old Trafford. Det nye, skinnende legetøj skulle vises frem, og det skulle det mod mesterskabskandidaterne fra Arsenal. Og de nye drenge gjorde det godt. Bryan Mbeumo og Matheus Cunha var betagende, bragte gåpåmod og kom med store problemer mod en Arsenal-defensiv, der har vist sig at være stort set umulig at dirke op sidenhen. Benjamin Sesko så til fra bænken og gjorde ikke væsen ud af sig.
Det var en kamp, hvor United dominerede. Faktisk er det den eneste kamp i denne sæson hidtil, hvor Arsenal har tabt på xG. Men det nyttede mindre, da Riccardo Calafiori kunne score kampens enlige mål fra Dødbold FC. Ærgerligt, men trods alt en god start spillemæssigt.
Manchester United hev også et point med hjem ugen efter på Craven Cottage. Det var heller ikke fortjent. Den skulle Fulham have vundet. Måske var det et tegn på, hvad der ville komme.
For man jublede internt, da man i første kamp i Carabao Cup skulle møde upåagtede Grimsby Town. Men man kunne slet ikke finde sit spil sammen, og man var nede 0-2 i pausen og selv om United fik klaret 2-2 i ordinær spilletid, endte det hele med et exit i straffesparkskonkurrencen. En katastrofe af et resultat, og så var Ruben Amorims trænersæde pludselig brandvarmt.
Det hjalp ikke meget, at han fik en møgheldig sejr i tillægstiden i weekenden efter hjemme mod Burnley, for efter landskampspausen blev man smadret på Etihad, slog et Chelsea-hold i ruiner og blev spillet ud af banen på Brentfords hjemmebane.
På dette tidspunkt var vi i slutningen af september. Rygterne lød, at Ruben Amorim havde til november til at overbevise ledelsen om, at han skulle beholde sit job. Der blev sågar italesat i flere medier, at Amorim skulle modtage en stor pose penge, hvis han skulle fyres inden der var gået et år.
Heldigvis for Amorim turde han at bruge Senne Lammens i tide, for da Premier Leagues helt store darling, Sunderland, kom på besøg, var han sikkerheden selv, og United tog en sikker sejr på 2-0 og gik på landskampspause. Her begyndte Benjamin Sesko at røre på sig.
United tog herefter en sejr på Anfield og smadrede Brighton på hjemmebane, og så var det, som om man kunne gå på vandet. Ikke helt.
Nedrykningstruede Nottingham Forest holdt Manchester United til 2-2, og det samme gjorde Tottenham weekenden efter. I begge tilfælde fik United lavet sene udligninger.
Hvad så nu?
Så hvordan er konklusionen?
Amorims første sæson har i hvert fald været en katastrofe. Det er fuldstændig ligemeget, at man nåede en Europa League-finale – særligt når man ikke vandt den – når man ender nummer 15 i Premier League. 15 !!!!! Det må aldrig-aldrig-aldrig ske. Og lige meget hvordan man vender og drejer den, er Ruben Amorim hovedansvarlig for den sæson.
I år er Manchester United meget svære at blive kloge på. I den tre og en halv måned lange sæson har vi lært, at Manchester United kan falde sammen mod Grimsby, men vinde på Anfield og dominere mod Arsenal. Ret beset ved vi ikke, hvor vi har dem.
Stemningen blandt United-fans er begyndt at løfte sig. Jeg har en mavefornemmelse om, at det er, fordi United-fans ikke gider at være sure mere, og i stedet klinger sig til alt håb og enhver positiv historie, man kan komme i nærheden af.
For lige nu ligger Manchester United nummer syv i Premier League. Jeg har set Ole Gunnar Solskjær undskylde til et fyldt Old Trafford for, at hans hold kun endte på andenpladsen i Premier League. Dengang var der standarder. Nu har vi accepteret, at Manchester United er middelmådige, føles det som om.
Har Amorim lært os, at vi træder ud af den middelmådighed? Der er intet, der garanterer det. Det hjælper, at holdet lige nu er i en fin periode. Men vi ved også, at alt kan ske.
Jeg er ikke overbevist om, at han er den rigtige mand. Men jeg er heller ikke overbevist om, at han ikke er.