Et permanent farvel til akademidreng

En tur til Skotland på permanent basis venter for Joe Hugill, som mange akademiinteresserede sikkert kan huske.

Joe Hugill var i flere år en kæmpestor succes på Manchester Uniteds ungdomshold. Men han fik aldrig rigtigt forløst tingene på seniorniveau.

I en alder af 22 år har angriberen i samarbejde med Manchester United besluttet, at kapitlet mellem de to slutter her. Han skifter til Kilmarnock på en permanent aftale, bekræfter United på deres hjemmeside.

Hugill kom til Manchester United som 16-årig fra Sunderland i 2020. Det var en spiller, man forventede sig meget af dengang, og han levede op til forventningerne – i hvert fald på ungdomsniveau.

Han scorede spandevis af mål og var også en del af holdet, der vandt FA Youth Cup, mens Manchester United fremhæver, at han er den første spiller til at lave fire mål i en kamp mod Liverpool siden 1977.

Desuden scorede han også i en venskabskamp mod Rangers for førsteholdet i sommeren 2024. Officiel debut blev det dog aldrig til for den unge angriber.

Skader endte nemlig med at spolere meget for Hugill, som endte med at turnere flere lavere rangerede engelske klubber på lejeophold uden den helt store succes. Nu skal han forsøge at finde sig til rette i det sydvestlige Skotland.

Skriv et svar
Forrige artikel

Collyer udlejes til ny klub

ANNONCE