Sir Alex Fergusons valgmuligheder i den bageste kæde er i øjeblikket meget begrænset, da både Chris Smalling og Phil Jones ikke er kampklar, Fabio da Silva er udlejet, og Jonny Evans er i færd med at komme sig over en ankeloperation.
Sidstnævnte er dog i så god bedring, at han er klar til at påbegynde genoptræningen på træningsbanerne.
– Jonny Evans er forhåbentlig klar, når vi kommer tilbage (fra preseason-turen, red.). Han er begyndt let genoptræning på Carrington. Vi håber, han kan nå at blive klar i tide til sæsonstart. Han vil selvfølgelig ikke have noget bold i benene på det tidspunkt, men hvis han er klar og fit, vil han spille en rolle, siger Mike Phelan til manutd.com.
Chris Smalling er allerede udelukket fra at blive klar til sæsonstart, men hans operation er gået som planlagt.
– I øjeblikket kan vi ikke sige med sikkerhed, hvor længe Chris Smalling vil være ude. Han fik en slem skade, men han kommer sig stille og roligt.