Evans: Uafgjort et fair resultat

Det var en hård kamp for Manchester United mod Stoke City, og “de røde” måtte virkelig kæmpe for at få noget med fra Britannia Stadium. Sådan lyder dommen fra Jonny Evans.

Det var en hård omgang i dag for United-spillerne med meget vind og koldt vejr på udebane mod Stoke City. Britannia Stadium er dog altid en hård omgang, mener Jonny Evans.

– Vi spillede ikke så godt, som vi har gjort i de sidste par kampe. Det er et svært sted at spille, og vejret gjorde det særligt svært specielt i anden halvleg, da vi havde vinden imod os. Man kan nok godt sige, at uafgjort var et fair resultat, udtaler Jonny Evans.

Manchester United fik sig en tidlig forskrækkelse, da holdet hurtigt kom bagud i kampen.

– Det er ikke ideelt at indkassere mål så tidligt, men hen mod slutningen af første halvleg følte jeg, at vi begyndte at spille bedre. Vi kontrollerede kampen, og jeg synes, vi fortjente målet, da vi scorede, siger nordireren. 

Jonny Evans begik en stor fejl i løbet af kampen, som meget nemt kunne have kostet på et tidspunkt, hvor United allerede var bagud med én. Den tidligere United-spiller Mame Biram Diouf formåede dog ikke at kapitalisere på nordirerens fejl, og Jonny Evans kunne altså takke sin tidligere holdkammerat for afbrænderen.

– Jeg tror alle var lettede, specielt mig. Det var svære forhold at spille under, og bolden svævede i vinden, så det var svært at bedømme opspringet. Da bolden kom ind over mig, troede jeg, at den ville lande på mit hoved, men den svævede videre i luften. Jeg skulle have clearet den bedre, men jeg var glad for at se ham brænde den, lyder det fra midtstopperen.

Manchester United er nu ubesejret i de seneste 10 kampe. Næste Premier League-kamp er på hjemmebane mod Southampton den 11. januar kl. 17.00.

 

Forrige artikel

Van Gaal: Derfor bliver vi ikke mestre

Næste artikel

Do you know that? You are repeating yourself

ANNONCE