Manchester Uniteds nordirske forsvarsspiller Jonny Evans drømmer om at spille hele sin karriere på Old Trafford.
Det afslører den 25-årige forsvarsspiller, der efter en turbulent start på sin United-karriere er blevet fast mand på førsteholdet.
– Det vil jeg gerne (se mig selv som klubmand, red.). Jeg har selvfølgelig været på forskellige lejemål, men jeg er kommet gennem akademiet her, og nu er jeg på førsteholdet, siger Evans til ManUtd.com.
– Da jeg var yngre, bad en masse klubber mig om at komme til prøvetræning. Men jeg ønskede aldrig at prøve mig af i en anden klub. Jeg vidste, at Manchester United var stedet, hvor jeg ville spille fodbold, fortsætter Evans.
Han erkender dog, at han kan få svært ved at udleve sin drøm.
– Udsigten til at spille her resten af min karriere, ville jeg elske. Men jeg kan ikke se for langt frem. Jeg er stadig kun 25 år, så jeg må se, hvad der sker, lyder det fra Evans.
Jonny Evans har spillet 15 Premier League-kampe med tre mål til følge i denne sæson.