I første omgang kunne det ligne spil fra Chelseas Ramires’ side. Men tv-billederne viste, at der med lidt god vilje nok godt kunne have været dømt straffe, da Patrice Evra nedlagde portugiseren i feltet i slutminutterne af onsdagens Champions League-kvartfinale.
Manchester Uniteds venstreback holder fast i, at der ikke blev begået straffespark i situationen.
”Jeg forventede helt ærligt ikke, at dommeren ville dømme straffe,” siger Evra til MUTV.
”Jeg forsøgte at gå efter bolden, og man kan se, jeg rørte den. Jeg var ikke bange for, at jeg havde givet et straffespark væk.”
Evra er glad for sejren, der er første skridt på vejen mod en semifinale imod enten Schalke 04 eller Inter Milan.
”Det positive er, at vi altid får gode resultater mod dem på Old Trafford, meget bedre end vi gør på Stamford Bridge, så vi vil forsøge at vinde igen,” siger Patrice Evra.