En seriøs samtale med familien gjorde, at Patrice Evra sidste sommer var meget tæt på at vende Manchester United ryggen for at drage sydpå – enten til Real Madrid eller Inter Milan.
Begge hold lurede på franskmanden, der skulle lokkes fra Carrington og Old Trafford for 20 millioner pund. Men en pludselig u-vending i sagen gjorde, at Evra nu står klar til at spille Champions League-finale for Manchester United, efter han har hjulpet klubben til det 19. mesterskab.
“Jeg tænkte på at forlade United sidste sommer af familiære grunde, og jeg konkluderede endda, at jeg ville,” siger Patrice Evra ifølge Daily Star.
“Men noget ændrede sig ret sent. Der var flere interesserede klubber – som Real Madrid og Inter Milan. Men manageren besøgte mig i mit hus i Manchester for at overtale mig. Jeg ved, at mit hjerte virkelig har truffet den rigtige beslutning. Når Sir Alex taler, så er det en god ide at lytte!”
Manchester Uniteds sæson blev i efteråret stærkt påvirket af, at Wayne Rooney forlangte at blive solgt i forbindelse med kontraktforhandlinger. Det skabte uro i omklædningsrummet.
“Wayne kom, han talte, han sagde, hvad han ville sige, og det er imellem os. Det bliver imellem os, selv om det er sandt, at han undskyldte for det,” forklarer Evra.
“Men det bragte os tættere sammen. Vi sagde til os selv: ‘Okay, holdets stjerne er hele holdet. Wayne er en del af det, og vi ved, at han bliver hos os’.”
“Men hvem siger, at vi ikke havde brug for den her rystetur for at være endnu mere forenede og gå hen at vinde denne titel. Så i sidste ende siger jeg: Tak, Wayne.”