David Gill kan komme til at repræsentere både England, UEFA og Manchester United i fremtiden. Det engelske fodboldforbund, FA, har offentliggjort, at de officielt indstiller Manchester United-direktøren til en post i UEFA’s eksekutivkomité.
Komiteen består af 16 mand med præsidenten, Michel Platini, i spidsen. David Gill kan altså komme til at være en afgørende del af UEFA, mens han er i spidsen af Manchester United. Gill har i forvejen siddet med i FA’s bestyrelse i flere år.
– Jeg forstår fuldt ud, at jeg vil komme til at repræsentere FA. Jeg har været med i bestyrelsen i FA i mange år, så jeg er sikker på, at jeg – med min erfaring med klubfodbold og måden, FA opererer på – kan spille en nøglerolle for at sikre, at England bliver hørt ved de høje borde i UEFA, siger David Gill ifølge Daily Mail.
David Gill skal overtage pladsen i eksekutivkomiteen fra Englands afgående UEFA-vicepræsident Geoff Thompson.
Gill er allerede medlem af bestyrelsen i European Clubs’ Association. Men direktøren forklarer, at han går af sin post der, hvis han stemmes ind af UEFA i eksekutivkomiteen. Rollen får umiddelbart ingen betydning for Gills videre rolle i Manchester United.