Det blev en mere hektisk “Deadline Day” end længe set i United. Flere bud blev afgivet, massevise af rygter florerede, men i sidste ende var det blot Marouane Fellaini der kom til Old Trafford. Og efter fem år hos Everton, mente den stærke belgier det var på tide med nye udfordringer.
– Jeg ved, at Everton ønskede at beholde mig, men efter fem år der var det på tide at skifte og prøve noget nyt. Jeg vil gerne takke Everton og fansene der, men nu starter et nyt kapitel for mig. Jeg vil vinde titler og spille Champions League. Det kan jeg her med United, siger Fellaini til Sky Sports.
For at få handlen på plads, måtte Fellaini bede Everton om at blive solgt til United, og samtidig sige pænt nej tak til en bonus. Det betyder dog ikke det store for Fellaini, som erkender det var meget hektisk til sidst.
– Det er sandt, at jeg måtte give afkald på nogle penge, men det betyder ikke noget. Alt der betød noget, var at få aftalen i hus så jeg kan udleve min drøm. Da først kontrakten blev smidt foran mig, skrev jeg under med det samme. Jeg tror aldrig jeg har skrevet mit navn så hurtigt, fortæller den nye nummer 31 i United.
United-fan siden CL-sejren i 1999
Fellaini fortæller samtidig, at han har været betaget af United, og har en drøm om at repræsentere de engelske mestre, siden han som dreng sad hjemme foran tv’et og så United vinde Champions League-finalen tilbage i 1999, efter et forrygende comeback mod Bayern München.
– Jeg glemmer aldrig at jeg sad derhjemme og så finalen, der fandt jeg ud af at United var min klub. Det var ikke bare det at de var mestrene af Europa, det var måden de gjorde det på. Jeg blev betaget af United, og har siden haft drømmen om selv at kunne trække i den røde trøje.
– Jeg har betegnet mig selv som United-fan i alle disse år, så da jeg fik chancen behøvede jeg ingen betænkningstid. Jeg skrev under med det samme, fortæller Marouane Fellaini.