Efter det skuffende nederlag i Manchester Uniteds seneste kamp mod Wigan, svarede “De Røde Djævle” igen med en stensikker 4-0-sejr på hjemmebane mod Aston Villa.
Uniteds 33-årige forsvarsspiller Rio Ferdinand tilkendegav efter kampen, at han var glad for, at holdet havde leveret en god præstation.
“Vi var nødt til at levere en god præstation i dag. Presset lå på os på hjemmebane, og vi klarede den,” udtalte Ferdinand til Sky Sports.
“Vi spillede noget rigtig flot fodbold – med førstegangsafleveringer, og når dét kører, så er det en fornøjelse at stå nede bagved og kigge på.”
Rio indrømmede at spillerne mærker presset på grund af mesterskabskampen, men afviste at holdet lader sig påvirke af Manchester Citys resultater. Presset kommer tværtimod indefra.
“Vi presser os selv til at vinde kampe. Presset kommer indefra, fra fansene og bossen (red. Sir Alex Ferguson), og andre resultater påvirker os ikke.”
“Vi vil gerne vinde alle kampe i resten af sæsonen. Det har ikke ændret sig, og det kommer ikke til at ændre sig.”