Ferdinand vil stoppe i United

Rio Ferdinand siger, at han vil stoppe karrieren i Manchester United. Og så afslører han sine tre højdepunkter i den røde trøje.

Manchester Uniteds engelske forsvarsklippe Rio Ferdinand er efterhånden blevet 34 år, og karrieren lakker måske snart mod enden. 

Selvom englænderen spillede noget af sin bedste fodbold sidste sæson, er han alligevel begyndt at lægge planer for, hvordan den succesfulde karriere skal stoppe. 

– Jeg vil gerne stoppe i United, ja. Jeg vil ikke spille for andre i England. Jeg vil ikke komme til Old Trafford som udespiller – det ville bare ikke føles rigtigt. Hvis jeg skal spille for et andet hold, skal det være i udlandet, siger Ferdinand til The Guardian.

Foreløbig venter en sæson med store forandringer i klubben. Den nye manager har bragt nye ansigter ind i staben, og udnævnelsen af Phil Neville som træner får stor ros med på vej af Ferdinand. Det samme gælder beslutningen om at gøre Ryan Giggs til spillende træner.

– Jeg synes, det var en genistreg at gøre Giggsy en del af trænerstaben, fordi han har erfaringen, han er et ikon i klubben, han har spillernes respekt, og han kan være en god sparringspartner for manageren. siger han. 

Tre højdepunkter

I maj underskrev den tidligere engelske landsholdsspiller en ny et-årig kontrakt med United. Dermed starter han nu op i sin 12. sæson i Manchester. 

I den tid har der selvsagt været mange mindeværdige øjeblikke, men Ferdinand fremhæver tre, der hæver sig over alle andre. 

– Jeg tror at vinde det første Premier League-trofæe (i 2003), fordi du tror bare aldrig, det sker, så det var stort at få den under bæltet, siger han.

– Champions League (finalesejren mod Chelsea i 2008) var bare en utrolig aften – man forestiller sig ikke i sine vildeste drømme, at man kommer til at vinde det trofæ. At være kaptajn den aften var fænomenalt, en bonus oven på alt andet. Og formentlig også managerens sidste trofæ – det er en stor del af klubben historie, så det var stort at være en del af hans sidste mesterskab.

 

Forrige artikel

Rio til Rooney: Du vinder mest her

Næste artikel

Robson: Nemmere for Moyes end Fergie

ANNONCE