Det er langt fra sikkert, at Manchester United går som sejrherre fra de næste tre opgør mod Blackburn, QPR og Wigan.
Sådan lyder det fra Sir Alex Ferguson, der peger på, at alle tre hold kæmper for at undgå nedrykning.
”Alle ved, hvor hurtigt fodbold kan ændre sig og gøre det svært for dig. Hvis man ser på vores kampprogram, skal vi møde hold, der alle kæmper for livet. Og det er nogle kampe, som altid er tætte,” siger Ferguson ifølge Teamtalk.com.
Første opgave for United er i morgen, når de møder Blackburn på udebane. Et opgør, der har tradition for at volde de forsvarende mestre problemer.
”Kampene mod Blackburn har altid været svære. Det er et lokalopgør, og der bliver altid gået til den. Sidste sæson var vi heldige at vende et truende nederlag til et remis, hvilket sikrede os ligaen,” fortsætter skotten.
United kan med en sejr mod Blackburn øge forspringet til City på andenpladsen til fem point.