Det har været en bekymring for Sir Alex Ferguson, at Manchester Uniteds hjemmebane har været i så dårlig en forfatning, som den nu engang har været.
Specielt i januar så banen forfærdelig ud, og efter kampen mod Southampton den 30. januar, hvor “de røde djævle” vandt 2-1, udtalte Fergie også, at det var et problem.
I den seneste hjemmekamp mod Reading så banen dog bedre ud, og den skotske manager forventer, at det kommer til at se endnu bedre ud, når Norwich kommer på besøg på lørdag.
– Mod Reading var det meget, meget bedre. Det var selvfølgelig ikke så godt som i starten af sæsonen, men det skal nok komme, udtaler Ferguson til MUTV.
– Med ti dage imellem Reading og Norwich-kampen, regner jeg med, at det (banen, red.) kommer til at være så godt, som det plejer.
Masser af kampe på Old Trafford
Det er gode nyheder for Manchester United, der står overfor en måned med masser af kampe på Old Trafford. Således er de næste fire kampe alle hjemmebaneopgør, og derfor glæder det Fergie ekstra meget, at grønsværen er begyndt at se bedre ud.
– Jeg må indrømme, at en af de ting der kommer til at hjælpe os rigtig meget (i den kommende periode, red.), er at banen er blevet meget bedre.
– Forhåbentligt kan vi udnytte den kommende periode fuldt ud.
Old Traffords grønsvær skal efter planen udskiftes til sommer.