Manchester United dominerede onsdag aften gæsterne fra Portsmouth på Old Trafford. Med to scoringer af Cristiano Ronaldo indenfor de første 20 minutter, var der lagt op til målfest i Manchester. Dette blev dog ikke tilfældet til trods for, at de forsvarende engelske mestre op til flere gange pillede Portsmouths forsvar fra hinanden.
Dette ændrer dog ikke på, at United igen overtager førstpladsen i Premier League fra Arsenal, der i går aftes sendte et kriseramt Newcastle-mandskab hjem til det nordengelske med et 3-0-nederlag i bagagen.
Uniteds skotske manager, Sir Alex Ferguson, var, til trods for den manglende skarphed foran mål, henrykt over sit holds præstation mod et Portsmouth-hold, der plejer at volde “De Røde Djævle” store problemer. Således kalder han indsatsen for en af deres bedste indtil videre:
” Jeg synes vi gjorde det fremragende hertil aften. det var absolut en af vores bedste præstationer i sæsonen.” Udtalte Fergie sig til SkySports 2 og fortsatte:
”Jeg fatter ikke, at vi kun vandt med to mål. Vi splittede deres forsvar ad op til flere gange. Men alt i alt er jeg godt tilfreds. Det var en flot holdindsats, og det føles rart at være tilbage på førstepladsen i Premier League.”
Ferguson sluttede af med igen at rose Cristiano Ronaldo for sin indsats, og kaldte således målet til 2-0 for et af de flotteste nogensinde:
”Det var et fantastisk spark, og målmanden havde ingen chance for at nå den. Det ville ingen i verden have haft. Det må uden tvivl være det bedste frisparksmål (der nogensinde er scoret i Premier League).