Fergie: Mata-køb blev Kagawas død

Sir Alex Ferguson mener, at indkøbet af Juan Mata gjorde det umuligt for Shinji Kagawa at slå igennem på Old Trafford.

Shinji Kagawa var én af Sir Alex Fergusons sidste indkøb i spidsen for Manchester United, og selvom den lille japaner var ved at tilpasse sig den engelske spillestil, så kom han i overskud og blev skippet hjem til Dortmund denne sommer. 

Det lader til, at Ferguson er en smule ærgerlig over den offensive midtbanespillers skæbne.  

– Jeg var meget tilfreds med Shinji. Han faldt hurtigt godt til og følte sig godt tilpas i truppen, siger den pensionerede træner til tyske Bild. 

David Moyes valgte sidste januar at hente Juan Mata for 37 millioner pund i Chelsea, og fra den dag den tekniske spanier landede med helikopter på Carrington, gik det ned ad bakke for Kagawa. 

– Alle trænere har deres egen filosofi. Moyes foretrak Mata, og så følte Kagawa sig overset. Men jeg mener, at han (Shinji Kagawa, red.) og Dortmund traf den rigtige beslutning denne sommer. Nu er han tilbage i vante rammer, og Jürgen Klopp kan give ham selvtilliden tilbage. 

Forrige artikel

Blind: Jeg er ikke den nye Keane

Næste artikel

Shaw får Scholesy-skulderklap

ANNONCE