Shinji Kagawa fik scoret sit første Manchester United-mål, da han onsdag blev matchvinder imod Shanghai Shenhua. Kampen var ’De Røde Djævles’ tredje træningskamp som optakt til den kommende sæson.
’Shinjis’ indsats blev belønnet med titlen som kampens bedste spiller. Det var da også en imponeret skotsk manager, der efter kampen knyttede en kommentar til japanerens spil.
– Hans opmærksomhed, når han modtager bolden, hans hurtighed i at dreje rundt og måden, han angriber forsvarsspillerne på bliver vigtigt for vores spil, siger Sir Alex Ferguson til MUTV.
Kan blive en vigtig spiller
– Kagawa har fundet sig godt til rette. Han bliver en virkelig god spiller, og han imponerede i dag (onsdag, red.), siger Ferguson.
Kagawa er hentet til Manchester United efter to fremragende sæsoner hos de tyske mestre fra Borussia Dortmund. I sidste sæson scorede japaneren 13 mål i 31 Bundesliga-kampe, og onsdag aften gav han da også en forsmag på målnæsen.
– Han blev kåret som kampens bedste spiller, og det fortjente han. Det var et fint mål fra hans side, selv om bolden blev rettet af. Det var også godt arbejdet af Bébé, som satte målet op for ham, siger Sir Alex Ferguson.