Fergie scorer kassen på vinauktion

Sir Alex Ferguson kan sætte 21 mio. kr. ind på sin konto efter at have solgt en del af sin vinsamling på en privatauktion i Hong Kong.

Millionerne fortsætter med at tikke ind på Sir Alex Fergusons konto, selvom det er mere end et år siden, han trak sig fra managersædet i Manchester United. 

Ifølge China Daily har en netop overstået vinauktion i Hong Kong således indbragt den 72-årige skotte intet mindre end 21 mio. kr. 

Den dyreste flaske, der blev afsat fra Fergusons private vinsamling, var en seksliters Domaine de la Romanee-Conti fra 1997. Den blev solgt for 865.000 kr. 

Til gengæld fik køberen så også et personligt signeret kort fra Ferguson. 

Sir Alex Ferguson har længe været kendt for sin lidenskab for en god drue. Skotten har da også flere gange fortalt, at han tit delte en flaske vin med modstanderholdets manager efter en kamp. 

I næste måned sætter skotten yderligere 140 partier vin til udbud ved auktionshuset Christie’s i London, ligesom der senere i juni bliver sat 85 partier til salg online. 

 

Forrige artikel

Anderson tilbage i Manchester United

Næste artikel

Blackburn vilde efter Keane

ANNONCE