Dermed har de seneste måneders rygter talt sandt. Således har der været bred enighed i den engelske presse om, at Manchester Uniteds famøse manager står øverst på listen hos det engelske fodboldforbund, FA.
Ferguson skal dermed træne et samlet britisk hold under Union Jack, hvis de vel at mærke får lov til at stille op på hjemmebane i London i 2012. Det kræver dog, at flere forbund, heriblandt UEFA og FIFA godkender planerne. Det vil i så fald være første gang siden 1960, at England, Wales, Skotland og Nordirland samlet vil stille op i en fodboldturnering.
Gordon Brown bekræftede i forlængelse af afslutningsceremonien på de netop overståede lege i Beijing, at man arbejder på at finde en løsning, og at han har været i dialog med Sepp Blatter:
”Når De Olympiske Lege bliver afholdt i Storbritannien, vil der være en fodboldturnering, og de (den Internationale Olympiske Komité, red.) vil have, at vi stiller op med et hold. Sådan et har vi som bekendt ikke haft i Beijing. Men når det kommer til London, finder jeg det vigtigt, at det er tilfældet.”
”Jeg har talt med FIFA og Sepp Blatter, og sidstnævnte vil se, om han kan gøre det muligt for os at have et hold med til de næste lege.”
Og til spørgsmålet om, hvem der skal stå i spidsen for holdet, sluttede Labour-politikeren af med at bekræfte, at Lord Sebastian Coe, som er medlem af bestyrelsen i FA, allerede har haft kontakt med Sir Alex Ferguson, men at der endnu ikke foreligger nogen officiel anmodning:
”Jeg ved, at Seb’ Coe har gjort tilnærmelser til Sir Alex Ferguson. Dette er bestemt en mulighed. Men han (Fergie, red.) skal selvfølgelig modtage en officiel henvendelse fra os.”