Mandag blev Manchester City ud af det rene ingenting forvandlet fra en klub på konkursens rand til verdens rigeste fodboldklub bedømt på ejernes formue.
Derfor regner man nu de lyseblå som seriøse bejlere til en topplacering, men rivalernes nyfundne rigdom bekymrer ikke på Old Trafford. Her kunne Sir Alex Ferguson ikke være mere ubekymret.
“Det kan ikke bekymre mig. Der er altid udfordringer i fodbold. For nogle år siden skulle vi forbi Chelsea, endnu tidligere var det Arsenal. Uanset hvilken udfordring der kommer, så må du acceptere det. Der er intet man kan gøre ved det,” siger Ferguson.
Citys ejere fra Abu Dhabi har allerede fremlagt planer om at tredoble beløbet, som hidtil står som verdens største transfer, ved at tilbyde 1,5 milliarder kroner for Cristiano Ronaldo. Heller ikke det skaber grå hår i hovedet.
“De kan bare snakke. Vi har selv et solidt setup her i klubben, og vi har arbejdet i mange år på at sammensætte det hold, vi har,” lyder det fra manageren.