Manchester Uniteds ejere, familien Glazer, fortæller, at Sir Alex Ferguson har mange penge til rådighed til eventuelle spillerhandler, men de forventer ikke, at han ødsler dem væk. United fik som bekendt 80 millioner pund for Cristiano Ronaldo, men det er ikke mange af de penge, der er blevet investeret i nye spillere. Det er dog ikke Glazer-familiens skyld.
“Manageren har et signifikant beløb til at investere for,” udtaler Tehsin Neyani, talsmand for klubbens ejere. Det skriver BBC Sport. Tehsin Nayani beretter, at Sir Alex har godt 60 millioner pund, der kan bruges på spillerhandler, hvis det skulle være nødvendigt.
Ferguson har dog udtalt, at han er tilfreds med sit nuværende hold, og han vil ikke betale overpris for nye spillere. Det bakkes op af Glazers talsmand.
“Manageren har ikke været i stand til at finde nogen spillere, der passer ind i Manchester Uniteds mentalitet. Man vil ikke betale for umotiverede spillere, der ikke er villige til at give sig fuldt ud for klubben,” siger Neyani.
Der har været stor spekulation om, hvorvidt de mange penge fra Cristiano Ronaldo-handlen skulle gå til at betale klubbens enorme gæld af, der i øjeblikket ligger på godt 700 millioner pund. Tehsin Neyani insisterer dog på, at pengene er til rådighed for manageren.
“Vi har gæld, vi skal have betalt af, og vi har et betydeligt gældsbeløb, men vores rente-betalinger er omkring 43,3 millioner pund om året, mens vores overskud fra driften af klubben var på 80 millioner pund, plus 25 millioner pund fra transferhandler,” forklarer Neyani.
Ferguson har altså penge, hvis han skulle få lyst til at hente nye spillere til Old Trafford. Ligeledes har han sikret sig med en af de nuværende, da Park Ji-Sung skulle være tæt på at underskrive en ny kontrakt. Park har kontrakt til 2009/10-sæsonen, men David Gill fortæller, at den 28-årige fløj er tæt på at underskrive en ny aftale med klubben.
“I hans tid i klubben har han udviklet sine tekniske og taktiske evner og har gjort det rigitg godt. Han er blevet en meget vigtig spiller for os, og han har haft en fantastisk karriere hos os,” siger Ferguson om sydkoreaneren.
Den garvede midtbanespiller Ryan Giggs mener ligesom sin manager ikke, at det er nødvendigt at hente flere spillere ind, selvom holdet skal klare sig efter afgangen af Cristiano Ronaldo og Carlos Tevez.
“Siden jeg kom til klubben, har vi mistet spillere som Bryan Robson, Mark Hughes, Eric Cantona, Ruud van Nistelrooy, Roy Keane og David Beckham, men det er det, manageren er så god til. At omforme holdet og give det ny energi. Carlos og Cristiano er gode spillere, men vi må videre. Sådan er det med spillere. Man må bare se at komme videre,” siger Giggs.