Allerede for flere måneder siden var der brok blandt fans, da det kom frem at almindelige billetter til Champions League finale på Wembley vil koste mellem 150 og 300 £ og derover. En pris som UEFA præsident Michel Platini har forsvaret.
Sir Alex Ferguson kritiserer nu de dyre billetter, der ventes at komme op omkring 7.000 £ på det sorte marked op mod kampen.
”Det er en dræber, og en forretningsmæssig aftale. Managers og spillere kan intet stille op mod det. Jeg ved ikke hvad man skal gøre ved det”, siger Ferguson ifølge Goal.
Manchester United har 55.000 fans med sæsonkort, hvor en god del af dem vil søge om billet. Klubben vil dog kun modtage 25.000 billetter fra UEFA, da en stor del af billetterne går til deres egne kommercielle partnere og samarbejdspartnere.
Mark Longden fra IMUSA, har kritiseret fodboldbosserne for ikke at gøre noget ved problemet, og frygter fodbolden glider væk fra de almindelige fans.
”Du har Platini, der siger finalen er rykket til lørdag, for at gøre det mere familievenligt. Og så ser du de her priser, det passer ikke sammen. Fans der har taget til samtlige kampe, ude og hjemme, hele sæsonen får nu ikke chancen for at se den største kamp af dem alle”.
”Det er altid det samme, og jeg kan desværre ikke se nogen ændring i fremtiden. Vi siger jo det samme hvert år. Vi har henvendt os hvert år, da andelen til almindelige fans er ved at smuldre væk, intet bliver gjort. Vi kan se, at uanset niveau, glider fodbolden væk fra de almindelige fans”, siger Longden.
UEFA har lovet, at slå ned på sortbørshandlen, i et forsøg på at beskytte fans mod at betale overpris.