Manchester United gik onsdag aften ind til den gruppekamp i Champions League, der på forhånd var udset som den sværeste. Og det blev da også forsøgt understreget, da Benfica i første halvleg kom foran ved den store tank-centerforward, Oscar Cardozo.
“Det er selvfølgelig altid svært, når man kommer bagud på udebane. Men vi kom tilbage igen, og da vi gjorde det, syntes jeg, vi spillede meget bedre,” sagde Sir Alex Ferguson til TV3 Plus efter kampen.
“I anden halvleg dominerede vi, indtil de sidste 10-15 minutter. Men det var en god præstation af os alligevel,” sagde Ferguson.
Manchester United har startet sæsonen ud med et meget ungt og energisk hold. Men den skotske manager havde valgt at sætte et noget mere rutineret hold på banen mod Benfica.
“Det er svært ude i Europa, og vi fik brugt vores erfarne spillere fint. Jeg synes, det er vigtigt med erfaring, når man kommer til et sted som Benfica, der har så stor en historie, og når man ved, det bliver en svær kamp.”
“Vi blev presset i perioder, og derfor var det også godt med noget erfaring. Vores udebanehistorik har været rigtig god i de seneste år, så vi er tilfredse,” sagde Sir Alex Ferguson til TV3 Plus.