(Getty images – Ash Donelon)
Landskampspausen er forbi, klubfodbolden er tilbage, og blikket rettes nu mod Anfield. Søndag tager United turen til Merseyside for at møde Liverpool, og spillerne har kun få dages træning inden kampdagen.
For nogle betyder det dog lidt ekstra fri til restitution. Bruno Fernandes, Casemiro, Matheus Cunha og Amad sad alle over under dagens træning.
Casemiro og Cunha har været i Asien for at repræsentere Brasilien, som mødte Sydkorea og Japan. Cunha startede den ene og blev skiftet ind i den anden, mens Casemiro spillede 90 minutter i begge kampe.
Bruno Fernandes var i aktion for Portugal, hvor han spillede 86 minutter i 1-0-sejren over Irland og senest spillede 62 minutter i 2-2-kampen mod Ungarn i tirsdags.
Amad repræsenterede Elfenbenskysten i Afrika og kom på måltavlen i 3-0-sejren over Kenya. Ligeledes i tirsdags.
Der skulle ikke være nogen fare for deres tilgængelighed til søndag mod Liverpool, da der blot skulle være tale om restitution.
Deres fravær gav dog flere af klubbens unge spillere mulighed for at træne med førsteholdet.
Blandt dem var Shea Lacey, Jim Thwaites, Tyler Fletcher, Jacob Devaney, Sam Mather, Bendito Mantato og Reece Munro.