I første omgang blev Rio Ferdinand fravalgt til Englands EM-trup. Men så blev Gary Cahill skadet, og Roy Hodgson skulle finde sig en erstatning. Højest overraskede faldt valget dog ikke på Manchester Uniteds yderst erfarne Rio Ferdinand. Det blev i stedet Liverpools uprøvede Martin Kelly, som nu er sendt til Polen og Ukraine.
Det valg har overrasket mange trænere og fodboldprofiler i de seneste dage. Ikke mindst en af Englands modstandere i EM-gruppespillet, Ferdinands franske holdkammerat Patrice Evra.
– Jeg er virkelig overrasket over, at Rio ikke skal spille med. Han er en stor, stærk spiller, og jeg ved virkelig ikke, hvad der foregår, siger en forundret Evra til The Sun.
En fordel for franksmændene
Selvom Evra ikke har det godt på sin forsvarskollegas vegne, så kan han da, på Frankrigs vegne, godt glæde sig over Hodgsons beslutning.
– Rio har muligvis alle grunde til at føle sig skuffet. Men under alle omstændigheder er det godt for os, siger han.
– Jeg skriver til ham en af de kommende dage for at se, hvordan han har det.
Allerede i EM-gruppespillets første runde mødes England og Frankrig. Det sker på mandag.