Fredag d. 25. april
David Ornstein fra The Athletic besvarede torsdag eftermiddag spørgsmål fra læsere i en Q&A. Her bekræftede den anerkendte journalist rygterne om Matheus Cunha. Ifølge hans oplysninger er de personlige betingelser ikke på plads endnu, men brasilianeren ønsker et skifte til Old Trafford. Det kan udvikle sig meget hurtigt, afslutter Ornstein.
Derudover bekræftede Ornstein, at det er “meget plausibelt”, at Garnacho forlader klubben denne sommer, hvis det rigtige tilbud kommer. Samtidig satte han navne på andre mulige afgange.
– Som vi ved, er det også sandsynligt, at spillere som Marcus Rashford, Jadon Sancho, Antony, Tyrell Malacia, Casemiro og Rasmus Højlund kan forlade klubben, mens lønningerne til Christian Eriksen og Victor Lindelöf vil blive fjernet fra lønbudgettet.
– Der er en stigende fornemmelse af, at Kobbie Mainoo bliver, selvom der er en kontraktsituation, der skal håndteres, skriver Ornstein.
Der har også været mange skriverier om jagten på en ny angriber, hvor særligt Victor Osimhen og Liam Delap nævnes. Ornstein udtalte tidligere på ugen til NBC Sports, at Delap er førstevalget, og at Osimhen er ikke en prioritet. Det blev samtidig gjort klart, at der er penge til både Cunha og Delap. Sidstnævnte har en frikøbsklausul på 30 millioner pund, hvis (læs: når) Ipswich rykker ned.
Premier League insider @David_Ornstein shares the latest on Arsenal and Manchester United as the summer transfer window gets closer. pic.twitter.com/h8CkzphZjX
— NBC Sports Soccer (@NBCSportsSoccer) April 23, 2025
Manchester United er også interesserede i River Plates stortalent Franco Mastantuono. Den 17-årige offensivspiller har en frikøbsklausul på 38 millioner pund og tiltrækker også opmærksomhed fra Chelsea, Real Madrid, Barcelona, Atletico Madrid og Inter. Det skriver Daily Mail.
Der bliver også kigget på forstærkninger til midtbanen. Her nævner Fabrizio Romano Atalantas Éderson, som en spiller United har udset. Sam Cohen skriver, at United scouter 23-årige Johnny Cardoso fra Real Betis.
🚨 EXCLUSIVE: Manchester United have in recent weeks been scouting Real Betis midfielder Johnny Cardoso. The 23-year-old has featured in 24 matches this season, registering 3 goals and 1 assist from midfield.
Real Betis currently have Antony on loan from United, and while no… pic.twitter.com/Cbe3dy4qFP
— Sam C (@SamC_reports) April 24, 2025
Torsdag d. 24. april
Tidligere kunne vi berette, at Matheus Cunha fra Wolverhampton ser ud til at være på vej til Manchester United denne sommer. Nu er der kommet en ny udvikling i sagen, og ifølge GOAL meldes forhandlingerne nu så godt som afsluttet. Alt tyder dermed på, at handlen er reel og tæt på at falde på plads.
Cunhas frikøbsklausul er angiveligt £62,5 millioner. Manchester United er i førersædet foran konkurrenter som Arsenal og Chelsea, der også har været nævnt som bejlere. Det oplyser kilder tæt på spilleren til GOAL.
Ifølge det italienske lokalmedie TuttoAtalanta har Manchester United allerede indledt konkrete henvendelser til repræsentanterne for både Ederson og Mateo Retegui fra Atalanta Bergamo.
De to profiler har været bærende kræfter for Atalanta i løbet af sæsonen, og særligt Retegui – der i øjeblikket topper listen som Serie A’s mest scorende – kan vise sig at være en både spændende og vigtig handel for United, især i lyset af klubbens åbenlyse problemer på 9’er-positionen.
Et andet rygte som tager til på de forskellige troværdige medier er rygtet omkring Zaïd Bafdili.
Det melder Transfermarkt.com.
Zaïd Bafdili er et belgisk talent på 17 år, som spiller på midtbanen og i øjeblikket er på kontrakt hos Genk. Den belgiske klub er i forvejen kendt for sit stærke talentarbejde og har gennem årene fostret profiler som Sergej Milinković-Savić, Leandro Trossard, Leon Bailey, Thibaut Courtois og Kevin De Bruyne.
Transfermarkts belgiske ekspert, Bart Tamsyn, udtaler følgende om Bafdili:
– Han er en midtbanespiller, der kan spille både som boks-til-boks og i en mere defensiv rolle. Han er især kendt for sine tekniske færdigheder med bolden frem for sine fysiske egenskaber.(…) Han er allerede en del af de belgiske ungdomslandshold.
Ifølge Transfermarkt bliver Bafdili sammenlignet med spillere som Youri Tielemans og Marco Verratti.
Onsdag d. 23. april
Ifølge det franske medie Le Parisien er Manchester United blevet enige med den 18-årige angriber Enzo Kana-Biyik fra Le Havre. Kana-Biyik har endnu ikke fået debut på seniorholdet, men har for nyligt optrådt for det franske U18-landshold. Overgangen skulle være gratis, og han forventes at blive lejet ud til schweiziske FC Lausanne-Sport næste sæson – en klub, der iøvrigt er ejet af INEOS.
Marcus Rashford er optrådt i flere engelske mediers overskrifter hen af dagen. ESPN melder, at de gennem en kilde har fået indsigt i Rashfords visioner for næste sæson – nemlig Champions League-fodbold. Aston Villa ligger lige nu på 7. pladsen med to point til Champions League-adgang, så selvom de angiveligt har en købsoption på 40 millioner pund, er det ikke sikkert Rashford vil deltage i gildet, hvis top 5 glipper.
United kan med en triumf i Europa League også sikre Champions League, men det ville være usandsynligt med en retur til barndomsklubben, ifølge BBC. Englænderen ønsker sig heller ikke et skifte til London, meddeler de. Samtlige medier oplyser, at Rashford vil tage stilling til sin fremtid efter sæsonen.