Den 27-årige nordirers aftale med United udløber til sommer, og endnu er der ikke tegn på at en forlængelse vil blive underskrevet lige med det samme.
En af grundene dertil skal være, at Sir Alex Ferguson gerne ser en anden end Roy Carroll bære titlen førstemålmand i næste sæson. Og mens Fergie finder manden, der skal være førstevalg mellem stængerne, ser Fulham angiveligt sit snit til at tilbyde Carroll fast job på kridtstregen fra næste sæson.
Førstemålmand i Fulham er Mark Crossley, men det er ingen holdbar situation i Fulham-manager Chris Colemans øjne. Derfor leder han med lys og lygte efter en ny målmand, og det kan ifølge rygterne føre til en byttehandel mellem Fulham og United, der sender Carroll til det vestlige London og Edwin van der Sar til Old Trafford.