Gerrard irriteret over Rashfords talent

Den tidligere Liverpool-kaptajn har ellers kun roser til den unge angriber, men han ærgrer sig over, at det netop er Manchester United, der har glæde af Marcus Rashford.

Med sit mål til 3-0 i tirsdag aftens Champions League-sejr over FC Basel fortsatte Marcus Rashford sin imponerende stime af mål i turneringsdebuter. Han har således scoret i sin første kamp i Premier League, Europa League, Liga Cuppen og i sin første kamp for både det engelske U21-landshold og A-landsholdet. Det er der blevet lagt mærke til hos blandt andre den mangeårige Liverpool-spiller Steven Gerrard, der i dag fungerer som ekspert på BT Sport.

– Han har en stor fremtid foran sig. Han har fart, han har alt i sit spil, sagde han i forbindelse med tirsdagens sejr over de schweiziske mestre.

– Det er godt, at han er engelsk, men det er ikke så godt fra mit synspunkt, at han er United-spiller, fortsatte han.

 

Rashford: Alle kan give os problemer

Uniteds unge stjernefrø var efter kampen naturligt nok glad over endnu engang at have scoret i en debutkamp, men det var ikke hans hovedfokus.

– Jeg er glad for målet, men jeg er mest af alt glad for de tre point, og at det var en solid præstation, som vi kan bygge videre på, sagde han ifølge Manchester Evening News til MUTV.

Den gode start har ikke fået Rashford til at tro, at puljen bliver en walkover – tvært imod.

– Alle de hold, vi møder, kan give os problemer. Vi skal respektere dem, forsvare på den rigtige måde og så forsøge at give dem problemer, når det går den anden vej, sagde han.

Læs mere om:

Forrige artikel

Pogba ude i 'et par uger'

Næste artikel

Mourinho: Engelske hold har det svært

ANNONCE