Manchester City har haft det svært i denne sæson. De er ude af Champions League, og formåede ikke engang at kvalificere sig til Europa League. I Premier League har holdet dog endnu ikke tabt, men en række uafgjorte kampe har sendt dem tre point efter United.
Ryan Giggs har vundet et hav af titler og mener, at City har svært ved pludselig at vende sig til at være forsvarende engelske mestre. Det er et væsentlig større pres der kommer på en, og alle vil slå mestrene. Og specielt når City så også har massevis af penge og store stjerner, så er alle efter dem.
Måden City vandt mesterskabet på sidste sæson har gjort ondt, ongså på Giggs, der ser frem til disse derby-opgør, som har fået tilsat lidt ekstra efter Citys ankomst til toppen af ligaen.
– Vi ser frem til kampen, naturligvis. Det er en stor kamp, en man virkelig ønsker at spille, og det er dejligt at gå ind med et forspring på tre point. Disse kampe bliver større og større. Selve kampene har masser af kvalitet, optakten er massiv, og at City vandt ligaen sidste år har kun givet det et ekstra krydderi, siger Giggs i følge Daily Star.
Klar til at sende City ud i mørket
Gennem sin lange karriere i United, har Ryan Giggs været med til at besejre en række konkurrenter i jagten om mesterskabet. Arsenal og Chelsea er tidligere blevet besejret og nu er det så Citys tur.
– Vi er klar til det. Det er forskelligt på den vis, at man stadig er skuffet hvis man taber til Arsenal eller Chelsea, men der er en anden dynamik i disse opgør, fordi City er vores naboer, siger Giggs.
Samtidig indrømmer waliseren, at det gjorde ondt at stå i Sunderland på sidste spilledag i sidste sæson, og se Sergio Aguero score i sidste sekund og sende mesterskabet til den blå del af Manchester.
– Det var enormt skuffende. Specielt fordi det var City. De sluttede som nummer et og fortjente det. Men vi vil sørge for at det ikke sker igen. Sommeren er altid lang når man ikke har vundet ligaen, og man kan ikke vente med at komme i gang igen, fortæller Ryan Giggs.