Spekulationerne om Sir Alex Fergusons afløser kører videre med høj intensitet. Selv om Uniteds skotske manager endnu er på posten og ikke har givet noget nyt om en eventuel pensionsdato, så bliver der spekuleret kraftigt i, hvem der skal overtage tøjlerne på Old Trafford.
Et af de varmeste navne i lang tid har været Jose Mourinho. Portugiseren har haft stor succes i Porto, Chelsea, Inter og senest nu i Real Madrid. Men United-legenden Sir Bobby Charlton er ikke sikker på Mourinho.
Det er specielt Mourinhos kommentarer og kritik af andre managers, som Sir Bobby Charlton ikke er glad for.
– En United-manager ville aldrig kritisere en anden manager. Mourinho er en rigtig dygtig træner, men det er også det. Han er manager for Real Madrid, og vi forventer at møde dem i Champions League sidst på sæsonen. Men han er for kritisk for min smag, men han er en dygtig manager, siger Sir Bobby ifølge the Guardian.
Den seneste tid har flere spanske medier spekuleret i, at Jose Mourinho vil forlade de spanske mestre fra Real Madrid efter den nuværende sæson for at vende tilbage og træne i England.