I går kunne vi hylde Ryan Giggs, der i skrivende stund har spillet vanvittige 999 professionelle kampe i karrieren. I dag meddeler klubben så, at 39-årige Giggs har forlænget sin kontrakt med yderligere et år og dermed kan spille sin 23. sæson som førsteholdsspiller.
Læs også: Giggs’ kamp nr. 1.000 forude
Der er snart ikke flere ledige superlativer til at beskrive Giggs, som bliver ved med at imponere med sit høje niveau. Den walisiske troldmand bliver i en alder af 39 år stadig brugt til de største kampe, hvilket vi senest så i Champions League-opgøret mod Real Madrid.
– Jeg føler mig godt tilpas, nyder min fodbold mere end nogensinde, og vigtigst af alt føler jeg, at jeg bidrager til holdet, udtaler Giggs til Uniteds officielle hjemmeside.
Giggs, der er stor yoga-fortaler, er indehaver af et hav af rekorder og har blandt andet scoret i samtlige sæsoner af Premier League. Desuden er United-legenden den eneste spiller, der har optrådt i alle udgaver af den populære serie af FIFA-spil. EA Sports spiludviklere slipper endnu ikke for Ryan Giggs, der altså også vil være at finde på Uniteds hold i næste års udgave FIFA 14.