Giggs: Vi må bare videre

Hullet til Manchester City skulle onsdag aften lukkes, da Manchester United bragede ind i Newcastle på Sport Direct Arena. Men det gik ikke helt efter “…

Hullet til Manchester City skulle onsdag aften lukkes, da Manchester United bragede ind i Newcastle på Sport Direct Arena. Men det gik ikke helt efter “djævlenes” forventninger, og efter 90 minutters spil stod det klart, at United måtte rejse fra Newcastle med en sæk på 3-0.

“Man har bare de her aftener. Ingen kan lide dem, og ingen vil have dem, men de kan altså ske,” siger Ryan Giggs til manutd.com.

“Man er nødt til at rose Newcastle. De arbejdede hårdt, de lukkede os ned, og de scorede et par flotte mål, så vi er nødt til at bare at komme hurtigt videre. Det er et svært sted at komme for at vinde, men vi spillede ikke op til vores evner, og når man ikke gør det imod et hold som Newcastle, som rider på en bølge i denne sæson, så vil man altid gå tomhændet herfra,” fastslår waliseren.

Den 38-årige legende afslører, at holdet i det meste af kampen troede på, at de kunne komme tilbage og skabe et resultat. Selv ved 2-0 var der en snert af optimisme at spore.

“Vi følte stadig, at vi kunne komme tilbage ind i kampen med bare et enkelt mål, og vi havde chancerne til det,” siger Giggs.

“Vi havde en periode på 10-15 minutter, hvor vi skabte nogle halvstore chancer. Simmo (Danny Simpson, red.) blokerede et af skuddene fra Wayne Rooney på målstregen. Det ville bare ikke lykkes for os.”

Nederlaget var nummer to i streg i Premier League, og Manchester United kan nu gå en weekend i møde, som byder på FA Cup med ingen ringere modstander end bysbørnene fra Manchester City. Og det er en kamp, som Ryan Giggs ser frem til.

“Det er jo selvfølgelig en stor kamp mod Manchester City i FA Cuppen. Stemningen bliver god, vi tager en stor gruppe fans med, og forhåbentlig kan vi komme tilbage på sejrspor,” siger Ryan Giggs.

Forrige artikel

Sir Alex: Ingen panik - men City har fordelen

Næste artikel

Milano-klubber forhandler med Pogba

ANNONCE